Din økonomiske kalender 2026: Få styr på økonomien måned for måned
man. 10 nov. 2025
Dreamplan
Har du også oplevet, at økonomien nemt bliver noget, man først kigger på, når der opstår problemer? Med vores økonomiske årskalender får du et fast holdepunkt, så du måned for måned kan tage stilling til det vigtigste – uden at det føles uoverskueligt.
Sådan bruger du kalenderen
• Hæng den op: Print kalenderen og sæt den på køleskabet eller opslagstavlen, så den altid er synlig i hverdagen.
• Brug den som tjekliste: Kryds punkterne af måned for måned, så du kan se din fremgang.
• Gør det nemt: Du behøver ikke sætte dig ind i alt på én gang – bare følg månedens opgaver, så kommer du hele vejen rundt i løbet af året.
Januar – Kom godt i gang med året
Årets første måned handler om at få overblik og lægge et solidt fundament for resten af året. Januar er det perfekte tidspunkt til at rydde op, justere og planlægge – mens du stadig er frisk på nye vaner.
Budget for det nye år
Start med at få styr på dit budget. Gennemgå dine faste udgifter, planlagte køb og opsparingsmål. Brug det seneste års forbrug som pejlemærke, så tallene bliver realistiske.
Når du alligevel har økonomien fremme, er det oplagt at se dine udgiftsposter igennem – herunder forsikringer og abonnementer.
Forsikringstjek
Mange forsikringsselskaber justerer priserne ved årsskiftet. Derfor er januar et godt tidspunkt at tjekke, om dine dækninger og priser stadig passer til dit behov. Sammenlign eventuelt tilbud – måske er der penge at spare, eller du kan få bedre dækning for samme pris.
Abonnementstjek
Gennemgå dine løbende abonnementer – streamingtjenester, fitness, mobil m.m. Fjern de aftaler, du ikke bruger længere, og se, om du kan samle flere tjenester ét sted for at få en bedre pris.
Mål for opsparing
Sæt et klart mål for, hvad du gerne vil spare op til i år – det kan være alt fra en rejse til en ny opsparing til fremtiden. Lav en plan for, hvor meget du vil lægge til side hver måned.
Hvis du har penge, du ikke skal bruge inden for de næste 5 år, kan det give mening at investere dem, så de vokser over tid.
Februar – Få styr på forskudsopgørelsen
Forskudsopgørelse
Gå ind på skat.dk og se, om din forskudsopgørelse stemmer overens med din nuværende situation. Har du fået ny løn, solgt bolig, skiftet job eller modtager du udbytte fra investeringer, bør du opdatere tallene, så din skat passer til virkeligheden.
Selvom du kan tjekke forskudsopgørelsen når som helst, er februar et godt tidspunkt at gøre det fast. Du er stadig tidligt på året, så eventuelle ændringer får effekt for resten af året – og du slipper for større korrektioner senere.
Kig på din lønseddel – typisk står din løn opgjort “ Før AMB år til dato”, og her er evt udbetalt bonus, fri bil / telefon, feriegodtgørelse mm regnet med. Brug det som pejlemærke i løbet af året til at se, om du har registreret det korrekte beløb i indkomst for året.
Marts – Skat og feriedrømme
Årsopgørelse
Omkring 11.–15. marts bliver årsopgørelsen frigivet på skat.dk. Den viser, hvordan din økonomi endte for sidste år, og om du skal have penge tilbage eller betale restskat. Gå den igennem i ro og mag, og tjek at alle oplysninger stemmer.
Se især efter, om dine fradrag er korrekte – fx kørsel, renteudgifter, håndværkerfradrag eller udlejning. Hvis der mangler noget, kan du rette det direkte i årsopgørelsen. Det tager ikke lang tid, men kan betyde mange penge.
Feriebudget
Marts er også et oplagt tidspunkt at begynde at planlægge sommerferien økonomisk. Ved at lægge et feriebudget i god tid kan du fordele udgifterne over flere måneder og undgå, at ferien bliver en økonomisk belastning.
Lav en særskilt ferieopsparing, og tænk over, hvad der er vigtigst for dig – er det oplevelser, mad, transport eller at bo godt? Når du prioriterer tidligt, bliver det nemmere at nyde ferien uden stress over pengene.
April – Første status på året
April markerer afslutningen på årets første kvartal – et godt tidspunkt til at tage temperaturen på din økonomi. Et kort tjek nu giver dig mulighed for at justere kursen i tide, i stedet for først at opdage problemer senere på året.
Budgettjek (Q1)
Gennemgå de første tre måneders forbrug og sammenlign med dit budget. Ligger du nogenlunde, som du havde planlagt, eller er der områder, hvor du konsekvent bruger mere eller mindre? Små ændringer nu kan gøre en stor forskel for resten af året.
Opsparingstjek
Tjek, hvordan din opsparing har udviklet sig siden årets start. Vokser den, som du ønsker, eller kunne du justere lidt på beløbene? Måske kan du overføre en fast sum automatisk hver måned, så opsparingen kører af sig selv.
Husk, at selv små beløb tæller. Selv 100 kr. ekstra til din opsparing om måneden kan blive til mange penge på et år – og endnu mere over tid.
Juli – Sommer, sol og status
Sommeren er et godt tidspunkt til et roligt tjek af økonomien – lidt i skyggen med et glas iste i hånden. Det handler ikke om store ændringer, men om at bevare overblikket og give din økonomi et lille eftersyn midt på året.
Budgettjek (Q2)
Se på første halvår: Bruger du mere eller mindre end forventet? Måske skal der justeres lidt, inden efteråret begynder.
Abonnementstjek
Gentag gennemgangen af dine abonnementer. Sommeren er perfekt til at rydde op i “småposter” – fx streamingtjenester, fitness eller apps, du ikke længere bruger.
Opsparingstjek
Tjek din opsparing. Hvis du har fået feriepenge eller ekstra udbetalinger, kan du overveje at sætte en del til side, så du starter efteråret stærkt.
Husk, at økonomi ikke kun handler om tal. Det handler også om ro. Brug sommeren til at nyde, at du faktisk har styr på det meste.
September – Forberedelse og prioritering
Forskudsopgørelse
Tjek din forskudsopgørelse igen på skat.dk, og se, om den stadig passer til din nuværende situation. Har din løn ændret sig, har du fået nye fradrag, solgt bolig eller haft andre større ændringer i løbet af året, er det nu, du bør rette til.
Små justeringer i forskudsopgørelsen nu kan spare dig for overraskelser, når årsopgørelsen kommer til foråret. Det er især hvis du har fået uventet udbytte fra investeringer eller måske en uventet bonus, at du skal være opmærksom. Det tager kun få minutter – og giver ro resten af året.
Julebudget
Selvom julen stadig føles langt væk, kan det betale sig at begynde planlægningen allerede nu. Lav et overblik over gaver, mad, arrangementer og andre udgifter – også de skjulte som værtindegaver, pynt og transport.
Tænk over, hvad der virkelig betyder noget for dig i julen. Er det samvær, mad, gaver eller ro? Ved at prioritere i god tid kan du skabe en jul, der føles rigtig – uden økonomisk stress i december.
Oktober – Status og forberedelse
Budgettjek (Q3)
Kig på, hvordan økonomien ser ud her i efteråret. Der kommer ofte ekstra udgifter mod årets slutning – fx vintertøj og stigende varmeudgifter. Et hurtigt tjek nu giver dig mulighed for at justere budgettet, inden de store regninger begynder at komme.
Pension
Oktober er et rigtig godt tidspunkt at gennemgå din pensionsordning og tilhørende forsikringsdækninger. Er du dækket godt nok, og betaler du nok ind til din pension i forhold til dine mål og behov i fremtiden?
Tjek samtidig, at din investeringsprofil stadig passer til din risikovillighed. Det samme gælder begunstigelsen (hvem der modtager udbetaling i tilfælde af din død); det er især vigtigt, hvis din livssituation har ændret sig.
Hvis du vil lave ekstra indbetalinger til pensionen for at udnytte skattefordele, er det nu, du skal begynde at planlægge det. Har du pension via din arbejdsgiver, skal lønkontoret som regel have besked senest midt i november, hvis du får løn forud.
November – Kig fremad
Ny forskudsopgørelse
Omkring 14.–15. november frigiver Skat den nye forskudsopgørelse for det kommende år. Det er her, du kan tjekke, at tallene passer til din aktuelle og forventede situation – fx løn, fradrag, pension og eventuelle renteudgifter.
Brug et par minutter på at sikre, at alt stemmer – især hvis du ved, der sker ændringer i 2026, som fx nyt job, ændret kørselsafstand, boligkøb eller ekstra pensionsindbetalinger. Et hurtigt tjek nu kan spare dig for en restskat senere.
December – Afslutning og nye begyndelser
Årets sidste måned er en oplagt anledning til at stoppe op og se tilbage. Ikke for at være kritisk, men for at lære – og for at skabe et solidt udgangspunkt for det nye år.
Årsgennemgang
Sæt lidt tid af til at se på, hvordan året gik økonomisk. Sammenlign dit budget med dine faktiske udgifter: Hvor ramte du godt, og hvor overraskede virkeligheden dig? Det handler ikke om at finde fejl, men om at forstå dine mønstre, så du kan justere realistisk til næste år.
Opsparingstjek
Gennemgå dine opsparingsmål for året: Nåede du dem, du satte dig i januar? Og hvis ikke – hvorfor? Brug svarene som inspiration til at sætte nye, mere præcise mål for det kommende år.
Download kalenderen her - Økonomisk kalender 2026
